Anæstesi og smertebehandling
Anæstesi
På Dyrlægehuset Hammel har vi særlig interesse for – samt stor ekspertise og erfaring i at bedøve hunde og katte.
Vi har stor forståelse for, at det kan være en skræmmende tanke når ens kæledyr skal i anæstesi – hvad enten det er i en akut situation eller et rutinemæssig indgreb som fx tandrens eller sterilisation og kastration. Har du bekymringer eller særlige ønsker når dit dyr skal bedøves, er du meget velkommen til at kontakte os.
Anæstesi er hos os aldrig en standard procedure. Der bliver tilrettelagt en specielt skræddersyet anæstesiplan til hver enkelt patient.
At bedøve et dyr er hverken enkelt eller ligetil, der skal bl.a tages højde for dyrets race, alder og temperament samt helbredsmæssige tilstand. Udover dette, skal der tages højde for hvilket indgreb der skal foretages. Hvor smertefuldt er indgrebet, hvor lang tid skal dyret være bedøvet og skal vi lave indgreb der udelukker enkelte bedøvelsesstoffer på grund af deres fysiologiske virkning.
Alt dette vurderes inden vi vælger lige præcis hvilken type anæstesi der skal bruges til at bedøve dit dyr.
Vores veterinærsygeplejerske Christina har en efteruddannelse i netop anæstesi og smertebehandling. Vi sørger for altid at være opdaterede på nyeste viden, og tager også rundt i landet og underviser andre klinikker i anæstesi.
Præ-anæstetisk blodprøve
For at kunne tilbyde en så sikker anæstesi som muligt, vil du hos os altid blive tilbudt en blodprøve til dit dyr inden det bedøves.
Blodprøven vil hjælpe os til at bestemme, om der skal tages særlige hensyn under anæstesi. Den viser bl.a hvordan organer som nyrer og lever har det. Disse organer er særlig vigtige i forbindelse med anæstesi, da de står for at omsætte og udskille de stoffer vi bruger til at bedøve med. Blodprøven fortæller os også om blodets evne til at koagulere, dette er særligt vigtigt under operative indgreb. Blodprøven giver os også en ide om hvilken type og mængde af væskebehandling dit dyr skal have. Det sker at vi, efter at have taget en præ-opreativ blodprøve, må aflyse eller udskyde en operation fordi vi finder tegn på sygdom.
Overvågning af dyr i narkose
Dit dyr vil under hele anæstesiforløbet være konstant overvåget af en veterinærsygeplejerske med særlig erfaring og uddannelse i anæstesi. Dit dyr vil også være tilkoblet en monitoreringsmaskine som måler dit dyrs værdier undervejs. Hos Dyrlægehuset Hammel, har vi ligeledes mulighed for at tilkoble dit dyr til respirator under anæstesien – om dette er til gavn for dit dyr, vurderes løbende af dyrlægen og anæstesisygeplejersken under indgrebet.