Hjælp din kat til det gode besøg
Tag din kat trygt til dyrlægen
Hos Dyrlægehuset Hammel ved vi hvor svært det kan være at komme til dyrlægen med din kat hvis den er utryg eller/og ikke kan lide at køre i bil. Heldigvis er der meget både I som ejere og vi på klinikken kan gøre for at hjælpe din kat trygt og roligt gennem besøget på klinikken.
På klinikken har vi et seperat venteværelse til katte og et konsultationsrum udelukkende til katte. Dette sikrer at din kat ikke bliver stresset af synet og duften af de hunde der er i klinikken. Ved ankomst til venteværelset vil din kat få et tæppe med feromoner over kassen så den kan finde ro inden undersøgelsen.
Inden besøget
Oplys os gerne allerede når du booker tiden om at din kat er utryg. På denne måde, kan vi forberede os allerede inden I kommer ved fx. at sørge for, at der ikke er andre i venteværelset, sætte ekstra tid af, vælge en specifik dyrlæge eller få en snak omkring mulig beroligende medicin eller kosttilskud der kan gives inden besøg.
Transport: Det er en god ide, at lære din kat at være tryg ved transportkassen. I kan med fordel have kassen fast stående et sted i huset med dejligt bløde tæpper og godbidder så din kat lærer at kassen er et hyggeligt sted. På denne måde starter man ikke allerede hjemmefra med en kat der er stresset over at skulle i transportkassen.
Sørg for at du løfter transportkassen stille og rolig ind mod din krop. Løft ikke kassen i håndtaget da dette kan gynge meget og skabe en utryg situation for din kat.
Ved ankomst
Sæt gerne din kat direkte ned i katteventeværelset hvor den har ro imens du melder jeres ankomst. Lad helst ikke andre patienter og klienter hilse på din kat – selvom det kan være hyggeligt. De fleste katte vil synes at mange fremmede dyr og mennesker er stressende.
I konsultationen: Åben transportkassen og giv din kat tid til selv at komme ud når den er klar, den skal have lov til lige at se det hele an. Lad gerne din kat gå rundt i konsultationen og falde til rette inden den skal undersøges.
Den ekstra hjælp
Hos Dyrlægehuset Hammel anbefaler at altid at man gør brug af Feromoner og kosttilskud inden dyrlægebesøg (eller i andre situationer hvor din kat er utryg). Disse hjælper med at sænke kattens stressniveau. Der findes flere forskellige slags. Ring gerne ind til os så vi kan vejlede dig i det rigtige valg for din kat.